OM KULTUREL APPROPRIATION

FORÅR 2019 - af ANNETTE HØST

Udtrykket KULTUREL APPROPRIATION er ret nyt, og hvis du ikke kender det, er du ikke alene. Men udtrykkets indhold har været aktuelt for dig og mig, for alle slags shaman-lærlinge, animister, spirituelt søgende - i årtier! Fordi vilkårene for os (eller de fleste af jer, der læser dette) har været, at vi har måttet lære og låne af andre kulturer, når vi ikke har haft en egen, kendt tradition at bygge på. Men de kulturer vi har lånt og lært rituelle former fra, er tit ikke det mindste begejstrede: De synes vi tilraner os (approprierer) noget, der rettelig er deres. Har de ret? Kan nogen ha ret? Og hvordan skal vi så føre os i verden?

Jeg synes det er et vigtigt emne at tænke over, som en del af vores almendannelse som nutidige verdensborgere, især hvis vi praktiserer shamankunst.

Det er min overbevisning at når et menneskes handlinger (be-)dømmes som kulturel appropriation, så bunder det oftest i en ægte sjælelængsel hos det menneske - en spirituel sult  efter at høre til, føle sig hjemme på Jorden. Og når den sult ikke kan stilles med det som vores egen kultur - for tiden – kan tilbyde, så ser man sig viden om. Og griber ud efter de kulturer og traditioner, der stadig bevarer, besidder det vi har mistet. Jeg nærer både respekt og ømhed for gyldigheden af den sult. Jeg møder den jo tit hos jer, når I først kommer på kursus; og den drev mig selv, da jeg var ung. Det jeg ved nu er, at den længsel skal parres med bevidsthed og viden for ikke at føre os på afveje, - det er vores ansvar.

Vi har været engageret i dette emne, i vores undervisning og praksis i mange år – længe før det blev kaldt kulturel appropriation. Jeg har  diskuteret det med hvem som helst der gad, for at finde mine egne ben i det, kunne se energitrådene i det . Og jeg har tidligere skrevet et par artikler – stadig alt for aktuelle -  om det, som du kan læse i vores bibliotek. Først ”Om Indiansk Spiritualitet – og vores længsel efter Jorden”. Men også artiklerne ”Moderne Shamanistisk Praksis” og Jonathans ”Empowerment – our shamanic enheritance” vil give dig stof til selv at undersøge: Hvad hører med til den fælles shamanistiske verdensarv, som tilhører os alle? og hvad hører til én særlig kultur eller gruppe? Hvordan skelner jeg mellem hvad der er fælleskulturelt, ja menneskeligt, og hvad der er kulturspecifikt? Og hvordan kan min egen praksis være autentisk i den sammenhæng?

Grundlæggende gælder det, at de spirituelle førstehånds oplevelser vi selv har i naturen af Underet, af forbindelse og kærlighed til land, træer, dyr, vinde og vande, de går uden om ”kulturspærren”. Dem har ingen kultur eneret til eller patent på, de tilhører alle Jordens børn.

Og så vil jeg altid selv fokusere på det, der forbinder os, snarere end det er adskiller os. Og når vi fremover lærer af hinandens traditioner, ligeværdigt og med respekt, så er det den udveksling, som gennem alle tider har fornyet vore kulturer og belivet vores livsførelser. Til den ende har jeg et par læresætninger jeg altid husker på: I mødet med andre kulturers ritualer vil jeg lade mig inspirere af indholdet, snarere end at imitere formen. Og jeg husker at ”Tradition er at holde Ilden vedlige, ikke at tilbede asken”. Sådan kan min praksis være så ægte som muligt, uden ”lånte fjer”.