I tusindvis af år har shamaner vidst, at sjæletab er en af hovedårsagerne til sygdom og andre former for ubalance i vores verden. En shaman er i stand til at forandre sin bevidsthed og dermed komme i kontakt med en anden virkelighed, som ofte kaldes for åndernes verden. Shamanen kender åndeverdenen og ved, hvordan han skal orientere sig der. Shamanen tager dertil for at søge hjælp og råd fra sine åndehjælpere og lærere, både til sig selv og andre i gruppen, og indimellem rejser han dertil for at lede efter en bortkommen sjæl. Hvis han finder den, tager han den med sig hjem og genforener den med dens fysiske krop, hvor den hører hjemme. Dette arbejde kaldes for soul-retrieval på engelsk. På dansk kalder vi det for sjæle-hentning.

Mit første møde med sjælehentning skete ret pludseligt for nogle år siden, da jeg var i Inari i den finske del af Sapmi (Lapland). En same kvinde, jeg snakkede med, sagde til mig: "Nogen har stjålet min sjæl. Kan du få den tilbage?" Jeg havde allerede arbejdet shamanistisk med tab af kraft nogen tid, men jeg havde aldrig fået til opgave at tage ud for at lede efter en sjæl, hverken fra nogen, som bad om hjælp, eller fra mine åndehjælpere. Selv om shamaner over hele verden har gjort dette siden tidernes morgen, var det nyt for mig.

Hvad er sjæl?  
Vi fødes alle med den kraft, som vi behøver for at leve. Noget af denne kraft findes i form af sjælen.Selv om vi alle er blevet opdraget med begrebet "sjæl", så er mange mennesker i tvivl om hvad sjæl er, eller om den i det hele taget eksisterer.  

Sædvanligvis tænker jeg mig sjæl som vores livsgnist, essensen af det vi er, selve livsenergien. Ifølge den animistiske oplevelse af universet har alt sjæl og er per definition levende. Shamanen er klar over dette, og ved at forandre sin bevidsthedstilstand er hun i stand til at opnå kontakt med disse sjæle essenser. Ved at kommunikere med ånderne kan shamanen lære mange ting, og til og med måske bede dem om hjælp til healing.  

Mange traditionelle folkeslag er klar over at dyr, inklusive mennesker, har mindst to sjæle. Den ene af disse er den faste sjæl, det vil sige den sjæl, som tilhører den fysiske krop og som tager sig af de normale kropsfunktioner, som for eksempel væksten, åndedrættet, fordøjelsen, hjerteslagene, blodcirkulationen, forplantningen og alle vore naturlige kropslige kredsløb. Den anden sjæl kaldes ofte for den frie sjæl, eller ånden. Det er den, som mærker og har følelser og som forlader kroppen om natten, mens vi drømmer, eller under en shamanistisk sjælerejse. Faktisk er nogle folkeslag, for eksempel inuiterne, opmærksomme på, at hver del af kroppen har sin egen sjæl, og evinkifolket, hvis sprog har givet os ordet ”shaman”, var klar over, at mennesker har op til syv sjæle, hver med sin funktion.

Hvad er sjæletab?  
Sjæletab sker, når noget af denne vitale frisjæls-essens mistes og dermed frarøver os vor fulde energi. Sjæletab kan betragtes som en indbygget tilpasnings- og overlevelsesmekanisme. Det er velkendt, at mange vilde dyr, som for eksempel ræve og ulve, vil bide deres eget ben af for at slippe ud af en fælde. Menneskets psyke (grækernes ord for sjæl) vil gøre det samme. Hvis livet er alt for vanskeligt, så vil den del af sjælen, som er mest påvirket, forlade os. Organismen som sådan vil overleve, mens den tabte sjæledel glider væk. Er vi heldige, kommer den hurtigt tilbage. Hvis ikke, ser vi den måske aldrig igen. Dette er sjæletab.

Hvordan sker sjæletab?  
Gennem mit arbejde med mennesker er jeg kommet frem til, at sjæletab i de fleste tilfælde sker fordi vi giver vores sjæle væk, bevidst eller ubevidst. Som tidligere nævnt er hver af os født med den mængde kraft, vi behøver for at leve, men efterhånden som vi vokser op og bliver socialiserede, så sker der noget. Vi bliver oplært. Vi bliver oplært til at "passe ind", og vore læremestre, enten de er forældre og familie, skolelærere, legekammerater eller til og med familiens hund eller kat, viser os alle, hvordan verden er sammensat - sådan som de ser det. Nogen af dem prøver at være gode lærere for os og tager meget hensyn til, hvem vi allerede er. Andre igen vil bare forme og kontrollere os efter deres egne ønsker.  

Helt fra barnsben lærer vi, at hvis vi forholder os til omgivelserne på bestemte måder, har vi størst chancer for at opnå visse resultater, både positive og negative. I mange tilfælde fører dette til sunde mønstre for personlig udvikling og kommunikation, hvis de, som opdrager os, er afbalancerede og opmærksomme individer. I andre tilfælde er det imidlertid sådan, at ønsket om at tækkes andre ofte kan føre til at vi ikke er ærlige overfor os selv. 

Allerede i de tidligste leveår begynder mange børn at give deres kraft til forældrene - som på sin side enten har glemt eller aldrig har hørt Kahlil Gibrans ord: "Dine børn er ikke dine børn." Hvis forældrene er ubalancerede eller har egne dybe problemer, er det ofte op til barnet, selv fra tidlig alder, at prøve at skabe balance i hjemmet. Nogle gange er dette som udgangspunkt helt umuligt. Og nogle gange er det sådan, at hvis vi skal være, som andre vil have os, kan vi ikke være os selv. Hvis sådanne vilkår varer ved, vil den del af vor sjæl, som er overset eller udhungret, forlade os. Dette er sjæletab.  

I skolen vil ønsket om at blive accepteret af vore klassekammerater ofte få os til at gøre ting, som måske ikke er naturlige for os, for eksempel at være med i et slæng, som mobber den som er "anderledes". Denne trang til at blive godtaget bliver alt for ofte til angst for at blive udelukket. Senere i livet, når vi ønsker at beholde en elsker eller en ven, vil vi ofte ignorere os selv og vore følelser i et forsøg på at bevare forholdet intakt. Dette gør vi netop, fordi vi har lært, at det at være ærlig mod sig selv er en trussel mod forholdet. Vi lider i stilhed, og dermed kaster vi vand på vores egen ild. Hvad sker der så med varmen? Dette er også sjæletab.  

Jeg arbejdede engang med en kvinde, hvis far døde, mens hun stadig var barn. Sådan en situation fører i sig selv ofte til sjæletab, men i dette tilfælde blev problemet forstærket af moderens dybe sorg og medfølgende alkoholisme. I et forsøg på at genskabe mest muligt af den trygge familiesituation prøvede datteren på sin egen barnlige måde at udfylde faderens rolle. Selv om hun også var sønderknust indvendig, var hun aldrig i stand til at udtrykke det, af angst for at moderen ville gå fuldstændig i opløsning og fjerne den lille rest at familiestruktur, der var tilbage. Dette udviklede sig i voksen alder til et adfærdsmønster, hvor hun altid hjalp andre mennesker og overså sine egne behov. Nutidens psykologer kalder dette medafhængig adfærd. Shamanen kalder det sjæletab.

At tage afsked med sjælen  
Sjæletab sker ofte som et forgæves forsøg på at opretholde kontakten med nogen, som forlader os eller har forladt os, som for eksempel når en nærtstående dør. Vi hører nogle gange om mennesker, som kaster sig ned i den åbne grav, når en elsket skal begraves, sådan at de selv må følge med. Og ofte gør de det, eftersom en del af deres sjæl slår følge med den døde. Dette var tilfældet med en anden kvinde, jeg har arbejdet med. Som teenager lagde hun et billede af sig selv i sin døde fars lomme, da han lå i kisten før begravelsen, så hun kunne være hos ham altid.  

Vi har alle oplevet hvor sørgeligt det er at skilles, at forlade nogen vi elsker højt, og samtidig vide, at vi måske aldrig ser dem igen. For at lindre smerten siger vi: "En del af mig vil altid være med dig." Og vi mener det. Vi giver den elskede et stykke af vores sjæl. Det virkelig sørgelige ved det er, at den elskede ikke har nogen nytte af din sjæl. Faktisk kan den føre til mere smerte eller sågar sygdom for vedkommende. Og du sidder tilbage med mindre kraft til at takle smerten i adskillelsen, og i mange andre situationer senere. Hjertetransplantationer virker måske, men sjæletransplantationer gør ikke. En langt klogere og kærligere måde at skilles på er at give eventuelle "sjæledele" tilbage. På den måde kommer du dig selv imøde, når du  siger farvel til den anden.

Traumatisk sjæletab  
Sjæletab kan også forekomme som følge af traumatiske oplevelser som for eksempel ulykker - både de som opleves direkte, og de som vi bare er vidne til - operationer, fysisk og følelsesmæssig mishandling, incest eller intens smerte. Vold i hjemmet er også en af hovedårsagerne til sjæletab, lige som langvarige perioder med angst. Mange mennesker har haft ud-af-kroppen-oplevelser, især under traumatiske oplevelser. Vi kan huske sådanne oplevelser, fordi sjælen kommer tilbage. Hvis sjælen ikke kommer tilbage, er der heller ikke nogen klar erindring om smerten. Hvis vi husker noget som helst, er det bare en følelsesløs viden om at begivenheden skete.  

Selv om mange af vores handlinger kan føre til sjæletab for en anden, så er det sjældent at nogen med bevidst overlæg tager en andens sjæl. Sådanne handlinger udføres sædvanligvis af mennesker, hvis egen sjæl er så skadet og udtømt, at de ikke kender nogen anden måde at få kraft på end at tage den fra andre. Sådanne mennesker dør ofte i en ung alder, men sædvanligvis ikke før de har forårsaget stor skade for andre.

Krigsofre  
På verdensplan er krig sandsynligvis den største enkeltårsag til sjæletab. Alle taber. De civile fanget i skudlinjen, deres familier og dem de elsker, for ikke at tale om soldaterne selv og de som står dem nær. Selv de "sejrende" soldater, som kommer hjem efter krigen, har ofte uhyre vanskeligt ved at tilpasse sig det civile liv igen. Og ofte prøver de at fylde hullet i deres sjæl med stoffer og alkohol, og nogle gange bruger de igen vold i deres frustration. 

Det er interessant at mærke sig at Diné (navajofolket) har en særegen ceremoni for den hjemvendte kriger, The Enemy Way (Fjendeceremonien). Den er beregnet til at rense krigeren for de oplevelser, han har haft, og genforene hans ånd med kroppen, så han kan komme i balance og finde sin plads i samfundet igen.  

Der findes mange andre grunde til sjæletab. Vi har mange standardudtryk i sproget, som peger på disse grunde. For eksempel ved en elskets død: "Da min mand døde, var det som en del af mig gik med ham i graven". Ved en ulykke: "Jeg var skræmt til døde". Ved pensionering eller et kuldsejlet projekt: "Jeg lagde hele min sjæl i det arbejde". Ved fysisk og psykisk mishandling: "Min sjæl er knust.". Ved skilsmisse eller et forhold, der opløses: "Hun stjal min sjæl". Selv et voldsomt skænderi kan føre til sjæletab: ”Jeg var ude af mig selv af raseri."  

Det liv vi lever nu i det nye århundrede ø i overfyldte byer, med uduelige politikere, ufølsomme bureaukrater, teknologi, der er løbet løbsk og global forurening - synes at give rige muligheder for enten at blive udsat for sjæletab eller selv at påføre andre det.

Overlevelse og tilpasning  
Hvorfor sker sjæletab? Som Sandra Ingerman påpeger i sin bog Soul Retrieval: Mending the Fragmented Self, handler sjæletab sædvanligvis om overlevelse og/eller tilpasning. Vi har alle vore grænser for, hvor meget vi kan holde ud. Men hvad sker der, når vi har nået vore grænser og har ryggen mod muren? Så er det tid til handling. Nogle gange er det bare ikke muligt at gøre det rigtige, vi har ikke kræfter til det. "Hvis jeg prøver at gøre noget ved det, går han bare fra mig, og hvordan skal det så gå med mig?" Eller: "Hvis jeg siger noget, bliver jeg fyret! Hvad skal jeg så gøre?" Når dette er vilkårene, vil den del af sjælen, som reagerer stærkest på situationen, vide at det er tid til at bryde op og finde tryghed et andet sted. Dette vil den gøre, både for sin egen overlevelses skyld, og for at organismen som helhed kan overleve.  

Et udmærket eksempel på dette er fra mit eget liv, da jeg blev indkaldt til den amerikanske hær i 1964. I to år havde jeg gjort meget for at undgå at blive indkaldt, men til slut gav jeg op. Til min overraskelse havde jeg ganske let ved at tilpasse mig militærlivet. Da jeg fik en mistet sjæledel bragt tilbage 20 år senere, fandt jeg ud af hvorfor: Den dag jeg blev soldat, var den dag, hvor jeg mistede en meget vigtig del af min sjæl, en del, som måske ikke kunne have overlevet i uniform. I 20 år manglede jeg denne sjæledel, som jeg ellers havde god brug for.       

Symptomer på sjæletab  
Den mest ekstreme og dramatiske form for sjæletab er koma, men sædvanligvis er symptomerne ikke helt så åbenbare. De første varsler er ofte et følt tab af kontakt med omgivelserne. Dernæst opleves, at man mister kontakt med sig selv og med kroppen - af at være tom, bedøvet og uden følelser - man ser livet passere forbi, som om det var en film med en anden i hovedrollen.

Når folk kommer til mig for første gang, udtrykker de det meget ofte klart og tydeligt: "Jeg ved ikke, hvad jeg fejler, men det er som om, jeg har mistet kontakten med mig selv." Hvis det virkelig er tilfældet, så er det meget alvorligt, fordi det ofte betyder, at de også har mistet kontakten med deres indre støttestystem, deres håb og drømme, deres tro, selvtillid og moralkodeks. Folk som lider af sjæletab, har ofte problemer med at være ærlige overfor sig selv. De klandrer andre mennesker, når løsningen på problemerne i deres liv skal findes i deres egne handlinger. Manglende jordforbindelse er ofte en klar indikation på sjæletab.  

Et andet vigtigt symptom er hukommelsestab. En kvinde sagde engang til mig: "Det eneste jeg husker fra de sidste to år af  mit ægteskab er, at jeg skrev under på separationspapirerne." Gentagne negative adfærdsmønstre, som for eksempel at man gang på gang involverer sig med den samme type partner med katastrofale følger, tyder som regel på alvorlig sjæletab. Folk, som lider af sjæletab, føler sig ofte tiltrukket af stærke mennesker i håb om at lidt af styrken vil smitte af på dem og fylde hullet, i stedet for at de prøver at genfinde deres egen kraft. En anden normal reaktion for mennesker, som lider af sjæletab, er at prøve at fylde tomrummet ved at tage sjæl fra andre. Dette sker ofte maskeret som gentagne forelskelser i forsøg på at finde nyt liv, eller i det mindste at få lidt ny energi til at fortsætte med det gamle liv. Manglende evne til at glædes ved livet peger stærkt på sjæletab. Folk som altid har en grund til ikke at være i stand til at gøre det de virkelig ønsker, som altid støder på forhindringer, som føler angst i stedet for kærlighed - disse mennesker lider sandsynligvis af sjæletab.  

Folk med sjæletab søger erstatninger for liv. Hvadenten det er karriere, stoffer, internet, sex, rollespil eller alkohol, så bruges afhængigheden til at fylde hullet i sjælen efter en tabt sjæledel. Konstant at gå efter de letkøbte løsninger er et andet kendetegn på sjæletab, lige såvel som det modsatte ø total apati. Som vi alle har set, om ikke i vort eget liv så i hvert fald i andres liv, så hjælper sådanne adfærdsmønstre næsten aldrig, og generelt set gør de bare ondt værre.

Shamanistisk sjælehentning  
Selv om alle de symptomer, som er beskrevet ovenfor, lyder som hverdagskost for psykologer og terapeuter, så har shamaner taget sig af sådanne tilfælde i andre kulturer i mange menneskealdre, og begynder også at gøre det i vort samfund. Shamanens arbejdsmetoder er imidlertid meget forskellige fra den moderne terapeuts. Shamanen prøver ikke at bruge sine egne evner og kundskaber, sin egen dygtighed eller kraft til at hjælpe klienten. Shamanen støtter sig til sine åndehjælpere og guider, som manifesterer den energi, der skal gøre arbejdet. Sammen med dem tager han kontakt med klientens egen sjælekraft, sådan at denne kraft kan bringes tilbage til vedkommendes krop. Dette indebærer, at shamanen må vide hvordan han orienterer sig i åndeverdenen, og at han har det kraftfulde og klare samarbejdsforhold til sine åndekontakter, som kommer gennem erfaring og tillid. Når han først har fået kontakt med sine åndehjælpere, forklarer han om sin opgave og følger så de anvisninger han får. Hvis alt går godt, finder shamanen den tabte sjæle-essens og formår at bringe den tilbage, hvorved sjælen virkelig kommer hjem.  

Dette kan måske lyde vældig enkelt, men det er det absolut ikke, og der er mange faldgruber. En af de vigtigste ting en shaman må huske, er at følge åndernes anvisninger. Et klassisk tilfælde af shamanistisk sjælehentning, som gik galt fordi anvisningerne ikke blev fulgt, er historien om Orfeus og Eurodike. Det er interessant at nøjagtig den samme historie, næsten ned til mindste detalje, var velkendt blandt mange grupper af amerikanske indianere længe før den europæiske kulturs indtog.  

Nogle gange er begivenhederne på en rejse nok så forvirrende for den, som gør det shamanistiske arbejde. Engang skulle jeg genfinde en tabt sjæledel for en ven i Danmark. Et af hans problemer var ekstremt hukommelsestab med hensyn til barndommen. Al hans viden om den periode i hans liv kom fra andre mennesker. På min ”ånderejse” tog mine ånder mig med til et hus, der brændte. De førte mig ind i et værelse, hvor en lille dreng var spærret inde af flammer. Da vi endelig havde fået ham med ud, var det tydeligt, at han gerne ville vise os noget, og vi fulgte ham til toppen af en gravhøj i nærheden. Derefter sagde mine ånder, at jeg skulle tage denne barnesjæl med mig hjem til min ven. Det gjorde jeg så, selv om jeg ikke havde nogen klar ide om hvad der foregik.  

Da jeg fortalte min ven om mine oplevelser, blev han meget forbløffet. "Da jeg var dreng, kunne jeg egentlig ikke lide at være hjemme. Jeg havde et yndlingssted hvor jeg plejede at lege - en gammel gravhøj fra stenalderen, der lå på min fars grund. Der gik jeg altid op. Da jeg var omkring seks år gammel, kom min mor for skade at sætte ild på huset, og jeg blev reddet ud i sidste øjeblik." Efter sjælehentningen foretog han en pílgrimsrejse til sit barndomshjem. Der boede nu andre folk der, men det var gravhøjen, han opsøgte. Mens han stod der med begge ben godt plantet på jorden, følte han sig hel igen ø og han begyndte at huske.

For nogle år siden ringede en kvinde, som havde været på et af mine introduktionskurser. Hun ville høre, om jeg ville foretage en sjælehentning for hende, og jeg svarede at jeg ville prøve. Da hun kom til vores aftale, havde vi en lang samtale. Det viste sig, at selv om hun var en moden kvinde, havde hun stadig et vanskeligt forhold til sin mor, og hun var sikker på, at moderen havde taget noget af hendes sjæl. Da jeg rejste til åndeverdenen, blev jeg sendt ud til det, som man kan kalde Den Store Tomhed, og som kan beskrives som et sort hul i åndeverdenens univers. Der fandt jeg hende flydende i en drømmeagtig tilstand. Jeg bistod mine åndehjælpere i at få hende til bevidsthed igen. Hun virkede meget yngre, omkring tyve år, og syntes at være meget tilfreds med at være, hvor hun var, og hun havde ikke noget ønske om at vende tilbage. "Her er der ingen, som gør mig noget ondt," sagde hun. Ved at snakke med denne sjæl fandt jeg ud af, at min klient havde forelsket sig og giftet sig i en fart, mens hun var meget ung, for at slippe væk hjemmefra. Men hun kom fra asken til ilden, og hendes redningsmand havde hende hurtigt i et nyt fængsel. For at overleve forlod en vigtig del af hendes sjæl hende. Efterhånden formåede jeg at overbevise denne unge sjæl om at den måtte vende tilbage til sin midaldrende fysiske krop.  

Da jeg bagefter snakkede med kvinden om dette, blev hun overrasket: "Hvordan kunne du vide noget om det? Ja, det var en katastrofe, men jeg troede, at jeg var kommet over det for mange år siden. Men det forandrede mit liv, for jeg har ikke haft et eneste varigt forhold efter det. Jeg har altid skudt skylden på min mors plagen mig." Åndehjælperne havde fortalt mig, at hun burde have to sjælehentninger til, og vi gennemførte dem i løbet af det næste år. Det viste sig, at hendes mor faktisk havde et stykke af hendes sjæl, og at hun havde et stykke af sin mors, som vi byttede om igen. Den sidste del fandt jeg på en rejse i mellemverdenen, nærmere bestemt i den gade hvor hun boede, hvor hun ledte efter sit hjem!  

Dette eksempel lærte mig flere ting. Først og fremmest at man ikke altid finder det, man leder efter, men nogen gange noget helt andet. Ofte vil folk have en helt bestemt del af deres sjæl tilbage. Sjælehentning er ikke bestillingsarbejde. Ånderne bestemmer. Nogle gange har jeg følt, at det menneske, som kommer til mig, har et skrigende behov for sjælehentning, men mine lærere i åndeverdenen har gjort det klart for mig, at tiden ikke var moden, og at andet arbejde måtte gøres først. Jeg lærte også at det kan forekomme, at én som kommer for at få genfundet sin egen sjæledel, bærer rundt på andres sjæledele. Dette er ubrugelig bagage, som må fjernes - og gives tilbage til rette vedkommende. Når folk så er i bedring, for eksempel efter den første eller anden sjælehentning, eller som følge af andet vellykket spirituelt arbejde, begynder de gerne at leve deres liv på en mere bevidst måde. Resultaterne af dette er, at deres ånd begynder at "kalde" resten af den manglende sjælekraft "hjem".

At bede om hjælp  
Når folk hører om sjæletab og sjælehentning, vækker det ofte umiddelbart genklang. Lige så ofte spørger de: "Kan jeg gøre det selv?" Sådan som jeg ser det, spejler denne holdning ø at vi skal gøre det hele selv - en af de større misforståelser i vores tid. Det er den illusion at vi, som individer, eksisterer i et vakuum, uafhængig af resten af samfundet, resten af verden og resten af universet. Det er denne holdning, der dybest set fælder regnskovene for profit uden tanke for den økologiske sammenhæng. Shamanen arbejder ved at bede om hjælp. Den, der lider af sjæletab, må også bede om hjælp.  

Det er rigtignok muligt at opleve en spontan forening med en tabt sjæledel, for eksempel i en drøm eller på en shamanistisk rejse, men det virker som om det i de fleste tilfælde er vanskeligt med overlæg at gennemføre en sjælehentning for sig selv. Dette er måske fordi det, vi kalder egoet, er så ivrigt og nemt kommer i vejen. En af mine klienter klagede over ængstelse og unaturlig forsigtighed. Hun var sikker på, at hun oplevede sjæletab ved en bilulykke, hun for nyligt havde været udsat for. Hun havde foretaget en shamanistisk rejse til ulykkesstedet, og havde set spredte glimt af sig selv, men kontakt var helt umuligt. Da jeg rejste til ulykkesstedet, fandt jeg hendes sjæl oppe i det træ, hendes bil var kørt ind i, og der sad hun og svingede med benene. Hendes sjæl beklagede sig over, at hun havde været uforsigtig, og at hun havde det med at tage unødvendige chancer. Ved at love på vegne af min klient, at hun ville forandre sig, formåede jeg at få sjælen til at vende tilbage.

Omsorg for den tilbagevendte sjæl  
Det mest overraskende aspekt af arbejdet med sjæletab er hvor kraftfuldt det virker. I de fleste tilfælde bringer den tilbagevendende sjæl kraften med sig fra den situation, der fik den til at forsvinde. Dette betyder at klienten efter sjælehentningen ofte bliver tvunget til at forholde sig til det, som oprindeligt skete, og det er vigtigt at fortælle folk dette, før arbejdet gøres på denne måde. Derfor er det også vigtigt at få bragt på det rene, om den person, som kommer for at få hjælp, har et netværk i sit liv, enten venner, familie eller en terapeut. Hvis ikke, er det måske bedre med en anden type behandling.  

Engang lavede jeg en sjælehentning for en kvindelig klient, hvis terapeut jeg kender. Hun og søsteren havde begge været udsat for incest over en seksårig periode, fra hun var 8 til hun var 14 år gammel. Endelig fortalte hun sin mor det. Til sidst blev der en retssag, og stedfaderen blev fundet skyldig. Både terapeuten og kvinden følte, at de ikke kom nogen vegne i terapien, og begge følte det nødvendigt at gå dybere. Terapeuten havde en klar mistanke om sjæletab og foreslog sjælehentning. Det lykkedes mig at genfinde kvindens otte års sjæl, som var fanget hos stedfaderen. Det var den vitale, uskyldige essens hun havde mistet, da han begyndte at misbruge hende. Terapeuten fortalte mig senere: "Det var som om vi måtte starte helt fra begyndelsen igen. Selv om hun havde været igennem det tusindvis af gange før, så var dybden i faktisk at genopleve det på ny med den otteåriges bevidsthed nogle gange mere end oprivende. Det var hårdt, men det var det værd, og arbejdet gik meget hurtigere på grund af den otteåriges kraft."  

Heldigvis er der ikke mange af de folk, som opsøger mig, der har så grusomme historier at fortælle, men jeg bliver hele tiden forbløffet over, hvad mennesker kan overleve. Det er trist at sjæletab er måden at overleve på, og overlevelse er ikke det samme som at leve til fulde. For at leve fuldt ud må vi være hele, det vil sige have hele vores sjæl intakt. For at sikre at den hjemkomne sjæl bliver, er det vigtigt, at den bliver ønsket velkommen. Følgerne af at den kommer tilbage, må der også tages hånd om på en positiv måde. Her er det gavnligt, at den, som har modtaget en sjæledel, kan gøre en shamanistisk rejse til sin tilbagekomne sjæl, så de kan lære hinanden at kende. Hvis dette ikke er muligt, kan en shamanistisk praktiserende eller en psykoterapeut med kendskab til shamanisme hjælpe med integreringen.

Min egen oplevelse var, at da jeg havde fået min sjæledel tilbage, begyndte jeg at drømme om krigen igen. I hen ved ti år efter min hjemkomst fra Vietnam vågnede jeg ofte af voldsomme drømme, der handlede om mine oplevelser dernede. Imidlertid kunne jeg ikke håndtere disse drømme, og efterhånden holdt de op. Men efter min sjælehentning begyndte de på ny, og snart huskede jeg begivenheder, jeg ikke havde tænkt på siden de skete. Forskellen var, at jeg med hjælp fra min kone og min tilbagevendte sjæl klarede at se på dem og modtage den lærdom, de havde at tilbyde tyve år efter. Denne serie drømme kulminerede med en nøgledrøm, som åbnede døren til et nyt kapitel i mit liv. Denne drøm havde jeg efter otte måneder, der svarede til den periode, jeg var med i krigen.

Hvad sjælen kan lære os  
En af de vigtigste ting, som folk nævner for mig efter en sjælehentning, er hvilken værdifuld gave livet er, uanset hvor vanskeligt det måtte være. De føler ikke længere at de må søge surrogater for livet. En kvinde fortalte mig halvt i spøg: "Det er virkelig frygteligt! Jeg synes det er meget vanskeligere at lyve overfor mig selv. Jeg er bange for at jeg vil miste den sjæledel igen, hvis jeg gør det!" Mange opdager at deres tilbagevendte selv ikke vil finde sig i den mishandling, de blev udsat for tidligere, og som de udsatte sig selv for. Folk finder pludselig styrke til at begynde at se realistisk på deres liv, og tager fat på de forandringer, der kræves for at de faktisk kan have det godt.

Noget andet væsentligt, jeg ofte har lagt mærke til er det jeg kalder ”skridtet udover tilgivelse”. Det er erkendelsen af, at de ting der ø måske i årevis ø voldte så megen smerte, ikke spiller nogen rolle længere. Og vigtigst af alt, folk begynder at se, hvordan alt det de gør passer sammen og er forbundet, ikke bare med de nære omgivelser, men også med resten af universet.  

Selv om sjæleredning er kraftfuldt, er det ingen letkøbt løsning. Det er heller ikke det automatiske svar på alle problemer, og mange af symptomerne på sjæletab kan også være symptomer på noget andet. Måske er essensen af shamanistisk sjælehentning at folk genfinder kontakten med deres egen styrke, for dermed kommer de også i kontakt med universets egen kraft. Selv om dette sker, betyder det ikke, at man får et problemfrit liv. Det betyder imidlertid at man vil være godt udrustet til at møde det, som måtte hænde en. For nylig fortalte en mand mig efter sin sjælehentning: "Jeg føler, at der er en grund til at jeg er her. Jeg ved ikke hvad det er, og måske finder jeg aldrig ud af det. Men jeg er ikke længere bange for at prøve at finde ud af det."

Original titel COMING HOME - The shaman's work with soul-loss
Først trykt i det engelske tidsskrift Sacred Hoop, nr 13, 1996

Oversat til norsk af  Øyvind Pathik Strand, i Alternativt Nettverk, nr 4, 1996 
Oversat til dansk af Hanne Nielsen og Annette Høst