Skjold smaller

AT KENDE MÅNENS VEJE:
Månekundskab og Månemagi
 

 

af Annette Høst 2017 ©

Månens kraft og fortryllende lys har altid været forbundet med magiske ritualer, heksekunst og shamanens tradition. Og for at månemagien kan være både dyb og ceremonielt anvendelig, må den bygge på faktisk viden om Månens natur og kredsløb – det har altid været en uundværlig del af den magiske tradition. Denne artikel giver en kort introduktion til at lære sig kundskaberne om Månens Veje.

At kende månens faser, og til enhver tid vide hvor, hvornår og hvor højt månen vil vise sig, er en urgammel kunnen, som ikke alene er knyttet til magiens kunst og den spirituelle brug af månekraften. Det er også en gammel folkelig rygmarvsviden om at bruge månen som kalender, lyskilde, kompas, ur og stifinder.

Dette indgroede, dagligdags kendskab til Månen, som vitterlig var alles eje engang, er nu så godt som tabt i vores kultur. Og dermed er det blevet en ny opgave for vores tids shamanlærlinge, hekse, magikere – i vores funktion af traditionsbærere og vogtere af viden – at bevare og videregive Månekunnen. Så er vi med til at sikre at vores ritualer og shamanistiske arbejde stadig er forbundet med Naturens væsen, ikke er løsrevet fra den. Med andre ord: vi skal vide hvordan man finder Østen for Sol og Vesten for Måne. Månekundskab læres bedst af Månen, Solen og Jorden selv. Men hvordan starter man?

Som støtte til dit eget månestudie kommer herunder to billedsider med de grundlæggende mønstre i MÅNENS KREDSLØB: 1) Månens Faser og 2) Sol og Månes Rejse på Himmelbuen.

manekredslob1

manekredslob2

Din egen virkelige Måneskole findes udenfor, under åben himmel. Så gå ud, og begynd med at finde et godt sted med åben horisont fra øst til vest, hvor du kan stå med ansigtet vendt mod syd, ligesom på billederne nedenfor. Her er din Måne skole. Jo nærmere det er ved dit hjem, jo mere brugbart er det for dig. Notér dig verdenshjørnerne og himmelbuen. De fire verdenshjørner er ankeret, den faste base, som al din måne observation forholder sig til og får mening af. Lær dem at kende, uden gps, ligesom mennesker altid har gjort. Og nu kan du gå i lære hos Månen selv, gennem året, dagene og nætterne.

Månens kommen og gåen er ikke uforudsigelig, men er sammensat af flere basale rytmer, som ikke passer med solens. Den kræver oprigtig interesse og vedholdenhed for at give sine hemmeligheder fra sig, og i begyndelsen kan det svimle for dig, ligesom du synes du er ved at fatte Månens dans. Men bliv ved, og en skønne nat vil Månen også blive dit ur og kompas, og du vil kunne finde Vej ved Månes hjælp, både i bogstavelig og åndelig betydning. Det vil styrke og jordforbinde din oplevelse af Månens mysterie og kraft, gøre dine Måne ritualer mere virksomme, velsignende, forvandlende. Og så vil jeg være glad, hvis du vil lære din viden videre til andre.

I begyndelsen af dit månestudie kan en app, som for eks. Deluxe Måne Pro eller Almanak også hjælpe dig med at finde verdenshjørnerne, månen og fatte himmelbuens geografi. Men al ægte månekundskab og magisk formåen findes offline, på himlen og lagret i din dybeste sjæl. Opbygget derude af din sansede tilstedeværelse, opmærksomhed og tålmodighed. Der er kun dig og Måne, og intet står imellem jer. Der findes fortryllelsen og magien.

Hvis du vil downloade artiklens billedsider som pdf filer, så klik her: manekredslob1.pdf og manekredslob2.pdf

Du er velkommen til at printe pdf-filerne ud til dit eget personlige brug. Hvis du har tænkt at mangfoldiggøre eller publicere dem i nogen form for medie, så må du kontakte mig først.

Du kan læse mere om traditionerne omkring Månens Magi i min bog Jorden Synger
Læs om Måne og frugtbarheds kredsløb i artiklen Blessed by the Moon

 

Divider egeblade




Please Connect Me to your News