Ordet ”shaman” er blevet et new-age mode ord, som er brugt af mange, men forstået af få. Oprindelig stammer det fra Evinkifolket i Sibirien, og det betyder "den som ved". I den vestlige verden i dag mener nogle, at en shaman er en hvilken som helst slags indfødt medicinkvinde eller -mand, mens andre tror, at det er hvem som helst med en karismatisk personlighed og intenst stirrende blik. Men faktisk defineres en shaman ud fra, hvordan hun eller han arbejder. Helt enkelt: En shaman er en kvinde eller mand som viljesbestemt ændrer sin bevidsthedstilstand med den hensigt at kontakte eller rejse til en anden virkelighed for at hente kraft og visdom. Når denne opgave er udført, vender shamanen hjem for at bruge kraften og visdommen til at hjælpe sig selv eller andre.
 
Ved at bruge rytmisk tromning, sang og dans oplever shamanen bevidsthedsskift, som sætter hende i stand til at lade sin sjæl rejse til det, som traditionelt kendes som Åndeverdenen. I mange traditionelle kulturer er dette andet univers opdelt i tre hovedområder: Oververdenen, Mellemverdenen og Underverdenen.

Rejsen til Underverdenen begynder ved at shamanen sender sin sjæl gennem en åbning i Jorden, - f.eks. en hule, en kilde, hullet under rødderne af et træ, en rævegrav eller endda et menneskeskabt hul som f.eks. en brønd eller en mineskakt. Dette hul fortsætter som en tunnel længere og længere ned for til slut at åbne sig ud i Underverdenens landskaber. Underverdenen kan fremstå på mange forskellige måder. For nogle åbenbarer den sig som tropisk, som dybe skove eller fjeldrigt landskab, mens andre havner i et eventyragtigt land med f.eks. to sole. Uanset hvordan dette landskab ser ud, så er det her, at shamanen møder sine åndehjælpere, og det er åndehjælperne, som giver shamanen den kundskab og kraft, han må have for at kunne vende tilbage til den almindelige virkelighed og helbrede patientens sygdom, give råd i alvorlige problemer, eller genoprette fællesskabets balance.

Den amerikanske antropolog Michael Harner påpeger i sin bog ”The Way of the Shaman”, at denne nøgleteknik i klassisk shamanisme, rejsen til den anden virkelighed, som traditionelt bliver praktiseret over hele verden, den kan også med lethed læres og benyttes af folk i vores vestlige kultur.

Shamanisme og psykologi 
Mange, om ikke de fleste, af vore moderne psykoterapeutiske metoder har deres rødder i shamanisme, og derfor kan shamanisme på overfladen ligne mange af vor tids terapiformer. Det er måske derfor, jeg ofte har hørt folk med psykologisk baggrund prøve at forklare den shamanistiske rejse som en "indre" rejse til det ubevidste eller til "det højere selv". Denne forklaringsmodel er baseret på den vestlige tænkemåde, som ser mennesket som skabningens herre, og - i modsætning til shamanistisk viden ø ikke indrømmer andre livsformer sjæl eller bevidsthed. Men Universet er heldigvis større end menneskesindet. Fra shamanens synsvinkel eksisterer åndeverdenens virkelighed uafhængig af menneskesindet og parallelt med vores daglige virkelighed. Shamanen som ved, at alt skabt har en sjæl, ved også, at det er muligt at kommunikere med disse åndelige essenser ved at rejse til dem og derved overskride grænserne for tid, rum og art.

De shamanistiske teknikker er kraftfulde, uanset hvordan man forklarer dem, men hvis vi godtager den reducerende, psykologiske forklaring, risikerer vi at afskære os fra hovedparten af shamanens kraft. Styrken i den shamanistiske rejse bunder i, at det er en sjælens rejse, og i at shamanens sjæl vender tilbage med Universets kraft, den stærkeste medicin, der findes.

Shamanisme og religion
En af de mest udbredte misforståelser om shamanisme er, at det er en religion med shamanen i rollen som præst. Dette er ikke tilfældet. I nogle traditionelle samfund fungerer shamanen både som ceremoniel leder og shaman, men disse to aktiviteter udføres på forskellige tidspunkter. I en shamanistisk ceremoni er hensigten at bygge en bro mellem åndeverdenen og vores verden. Og ofte bliver alle deltagerne i ritualet dybt involveret i den kraft, som kommer til stede. Det, der adskiller shamanisme fra de fleste religioner, er hver enkelts direkte åndelige erfaring uden mellemmænd f.eks i form af præster, som forsøger at monopolisere det hellige. Der findes ingen guruer i shamanisme, bortset fra i åndeverdenen, hvor shamanen henter sin kundskab og uddannelse.

Shamanens opfattelse af verden er først og fremmest at betragte alt som besjælet med liv. Dette kaldes ”animisme”, fra latin anima, sjæl eller ånd. Alt, som har liv, har også ånd, og denne ånd er bindeled mellem alt levende. Derfor er vi alle, - mennesker, træer, hunde, katte, bier, sten, bjerge, have, jord og himmel øvi er alle forbundet med hinanden. Selvom shamanismen selv baserer sig på førstehånds oplevelser og ikke er en tro, så har mange religioner, inklusive visse kristne, buddhistiske og islamiske retninger, stærke islæt af shamanisme. Man behøver ikke at tro på noget som helst for at bruge shamanismen, man behøver ikke engang at tro, at det virker. Men de, som har dogmatiske holdninger, risikerer at måtte revidere deres opfattelser ganske radikalt efter at have oplevet shamanens åndelige verden. Det er også meget almindeligt, at de som praktiserer shamanisme på et tidspunkt gennemgår oplevelser, som forandrer deres liv. Oplevelser, som i daglig tale kaldes religiøse erfaringer, og som forsyner dem med et sæt livsværdier, en vej at følge.

Shamanens uddannelse 
Traditionelt bliver den kommende shaman ofte spontant indviet af ånderne. I vores kultur bliver sådanne oplevelser somme tider referet til som ud-af-kroppen-oplevelser, psykotiske episoder, åbenbaringer eller specielt stærke drømme, alt afhængig af hvordan hændelsen sker og hvordan den bedømmes. Nogle gange følger der også sygdom med sådanne oplevelser, som f. eks. i den berømte historie om Black Elk (se Black Elk Speaks af John Niehard). Når noget sådant sker, bliver en erfaren shaman altid rådspurgt og bedt om at oplære den nyligt indviede i shamanens håndværk. Ja, enkelte gange er denne læreproces faktisk den eneste vej til helbredelse. Den erfarne shamans belæringer består hovedsageligt i at skabe læresituationer for novicen eller lærlingen, fordi shamanen er klar over at Universet selv er den virkelige læremester.

Hver kultur har selvsagt sine egne traditioner, og præsterne og de ceremonielle lederes ritualer er oftest strengt bundet op til de etablerede kulturelle regler i deres tradition. I modsætning hertil går den viden, som shamanen modtager, ofte hinsides traditionen. Og dette respekteres netop, fordi der er anerkendt, at hver shaman har sin egen direkte forbindelse til åndernes visdom. I nogle traditionelle samfund regnede man f.eks. Øst som retningen for begyndelse og alt nyt. Alligevel kunne en shamanlærling vende tilbage fra en rejse til åndeverdenen og fortælle sin fysiske lærer, at han havde lært at Øst var stedet for afslutning. I sådanne tilfælde ville hans lærer ikke modsige ham, men hellere stille spørgsmål, som kunne få eleven til at forstå den dybere mening i det ånderne havde lært ham. Shamanen ved med andre ord, at der ikke er nogen stift fastlagt lære i åndeverdenen, og at Universet altid underviser enhver af os i forhold til vores behov og vores evne til at forstå. Og nogen gange giver det os et skub.

Uden ånder - ingen shaman
Shamanens tilsyneladende enkle praksis har været brugt i mindst 20.000 år over hele verden, inklusive Europa. Ja, måske har disse traditioner eksisteret så længe som 200.000 år, eller mere. Så shamanismen er på ingen måde noget New Age system, selvom den har oplevet en renæssance i vor tid. I vores kultur er det mest almindeligt at lære shamanismens grundlæggende principper på et kursus, skønt mange mennesker i vores samfund faktisk også har spontane indvielsesoplevelser. Det, vi gør på vores kurser, er at skabe læresituationer for kursusdeltagerne, så de selv kan opleve kraften i den shamanistiske rejse til åndeverdenen samt lære at bruge denne energi på en sikker og etisk forsvarlig måde. Som lærer i shamanisme bliver jeg ofte spurgt: "Hvor lang tid tager det at blive shaman?" Jeg plejer at svare, at det bare tager nogle minutter at få en shamanistisk oplevelse, men at det tager et helt liv at blive shaman. Og hvis du nogen sinde griber dig selv i at sige: "Nu er jeg shaman!" så er det et klart tegn på at du stadig er lærling. Det er ikke shamanen som afgør, om hun er shaman eller ej: det afgør de, som opsøger hende for at få hjælp, og ånderne. Og shamanen ved, at det er ånderne, som gør det virkelige arbejde. Uden ånder - ingen shaman. 

At have åndehjælpere ved sin side
Folk føler sig ofte tiltrukket af shamanisme, fordi de har brug for at føle sig mere kraftfulde, og føle sig i dybereforbindelse med deres eget liv og alt, som foregår omkring dem. Det, der sker med dem, er ofte mere, end de forventer. Netop fordi shamanismens grundteknikker er relativt lette at bruge, kan selv nybegyndere opleve at føle sig stærkere og mere opfyldt af kraft, når de har åndehjælpere ved deres side. Det er også ganske sædvanligt, at folk føler trang til at give af denne styrke og bruge den til at hjælpe andre. En af forskellene mellem en shaman og en "almindelig" person er, at shamanen ved, hvem hans åndehjælpere er, hvordan han kommer i kontakt med dem og hvordan de kan samarbejde. Ved siden af at være shaman er enhver shaman også et almindeligt samfundsmedlem. I vores samfund har de, der praktiserer shamanisme, alle mulige dagligdags jobs som f.eks. computertekniker, lærer, bygningsarbejder, sekretær, læge, skuespiller, forældre og bedsteforældre. Ja, mange shamaner ser på os gennem de mest ordinære facader.

Shamanisme og økologi
En af ulemperne ved vores moderne dagligliv er, at vi sidder så fast i vores daglige rutiner, at vi har mistet kontakten til de grundlæggende, enkle glæder ved at leve på denne planet. Hvor tit standser vi for at lugte den specielle duft af blade, der falder om efteråret, og hvor tit mærker vi varmen fra Jorden om foråret? Når man kommer i kontakt med åndeverdenen fører det gerne til, at man føler sig mere forbundet med sine daglige omgivelser, med Jorden og Universet. Grunden til det er, at man er mere forbundet. I traditionelle samfund var shamanen i stand til at tale med planterne, dyrene, stenene og resten af Skabelsen, som vi mennesker deler Jorden med. Som et resultat af dette levede menneskene i harmoni med sine omgivelser. Nu har de fleste glemt, hvordan man kommunikerer med planetens andre beboere. Det mest åbenbare resultat af dette er trusselen om total ødelæggelse af livet på Jorden, som vi kender det, og denne trussel kommer fra vores såkaldt høje civilisation.

At tale med træerne
For mig er forbindelsen til vores omgivelser vigtigere end noget andet, ikke bare for selve jordklodens skyld og alle dens livsformer, men også for alle os som individer, fysisk og åndeligt. Alt, hvad vi bruger materielt, kommer fra naturen, lige fra skålen skåret i oliventræ til de mest avancerede computeres mikrochips. Shamanen er tillige klar over, at meget af vores spirituelle kraft også stammer fra naturens ånder. Det er derfor klart, at vi ikke bare skader kilderne, der nærer os, og udtømmer vores muligheder ved at leve skødesløst på denne smukke planet, men at vi også ødelægger kilden til vores åndelige næring. Når vi på alle mulige måder tager livet af naturen, dræber vi også os selv, fysisk og spirituelt. Som et forsøg på at imødegå dette, holder jeg et kursus, som jeg kalder Spirituel Økologi, hvor den grundlæggende idé er at sætte folk tibage i forbindelse med planetens ikke-menneskelige befolkning, ansigt til ansigt. På dette kursus sender jeg blandt andet alle deltagerne ind i skoven for at tale med et træ. Deres opgave er at spørge Træ, hvilken rolle de selv spiller i ødelæggelsen af jorden. En af deltagerne havde følgende historie at berette:

"Jeg valgte et birketræ. Eller måske valgte det mig. Efter at vi havde talt venligt sammen et stykke tid, sagde træet til mig: "Forresten behøver du egentlig ikke din bil". "Jo da, det gør jeg!" svarede jeg og kom med en masse gode grunde til det. Men træet havde sine egne argumenter og mindede mig om, at butikkerne kun ligger nogle minutter borte, at der kører busser forbi min dør dagen lang. Og ved I hvad, jeg behøver egentlig ikke min bil!"

Som jeg ser det, står en ny generation shamaner over for en stor udfordring. Det er at genoprette kontakten og netværket mellem mennesket og jordens andre beboere, hele naturen. At stoppe slagtningen af det miljø, vi alle er del af, og finde ud af hvad der kan gøres, spirituelt, rituelt og praktisk ved de skader, der allerede er sket. Endnu engang bliver vi nødt til at lære at Jorden vil nære os, fysisk og åndeligt, hvis vi giver hende lov. 

Shamanistisk helbredelse
At helbrede er og har altid været shamanens vigtigste arbejde. Centralt i forståelsen af shamanisme, og specielt shamanistisk healing, finder vi begrebet kraft. Og det er vigtigt her at skelne kraft fra magt, hvor kraft er en form for energi. Traditionelt set regner shamanen med to hovedårsager til sygdom. Enten har patienten noget i sig, som ikke burde være der (en uønsket kraftindtrængning) eller han mangler noget, som burde være der (tab af kraft). Da alting fra shamanens synspunkt har en sjæl eller ånd, gælder dette også for sygdomme. Så hvis et menneskes sygdom bunder i en uønsket kraftindtrængning, er det shamanens opgave at fjerne denne uønskede energis ånd.

Gennem mit arbejde over årene er jeg kommet frem til, at hovedårsagen til sygdom er adskillelse, både bogstavelig talt og i overført betydning. Adskillelse i betydningen at være isoleret, afskåret fra sine omgivelser, sine kære og specielt fra sig selv. Vi har vel alle hørt venner sige: "Mit job er helt forfærdeligt, det tager min energi og giver mig absolut ingen tilfredsstillelse". Shamanen er klar over, at alt hænger sammen, og at alt selvfølgelig påvirker alt andet. Du bliver påvirket af din familie, dine venner, det du læser, jorden, månen, ja, tilmed stjernerne.

Tænk på den sundeste og lykkeligste person, du kender. Sandsynligvis har vedkommende det godt med sin omverden, er opmærksom på det, som sker i omgivelserne og desuden sikkert også modtagelig og forstående. Tænk dernæst på den person, der bekymrer dig mest.

Krafttab
I shamanismen udtrykkes idéen om adskillelse med ordene tab af kraft. Generelt er det faktisk sådan, at der på grund af krafttabet kan ske en uønsket kraftindtrængning, efter som det der trænger ind, finder en plads, det kan være i. Fra shamanens synspunkt føler du dig fuld af kraft, når du har god kontakt med resten af Universet. Når du således er fuld af denne kraft, er der ingen plads til sygdom. Dine åndehjælpere, kraftdyr og lærere i den anden virkelighed er let tilgængelige, du lytter til det, de fortæller dig og følger deres råd. I almindeligt sprog kan vi kalde dette at følge sin intuition eller at have tillid. Følgelig er manglen på tillid et af de klareste symptomer på tab af kraft, og angst er for øvrigt et andet. Tab af kraft kan manifestere sig ved, at alt går galt. Du har sikkert hørt nogen sige: "Dette er en af de dage, hvor alt går galt". Selvfølgelig har vi alle sammen sådanne dage ind i mellem, og de kan godt betragtes som advarselssignaler. Hvis vi imidlertidig oplever mange sådanne dage på rad, er det et tegn på krafttab, som kan føre til depression og modtagelighed for sygdom. Denne type tab af kraft sker gerne, hvis dit kraftdyr eller skytsånd af en eller anden grund fjerner sig. For at ordne dette, tager shamanen på en rejse for at finde og genoprette kraften, som patienten har mistet.

Sjæletab
Et andet, og i mange tilfælde langt alvorligere, tab af kraft er det, som shamanen kalder sjæletab. Det betragtes som hovedårsagen til mange alvorlige sygdomme, og denne adskillelse fra vores egen sjæl kan få os til at føle os adskilt fra kroppen, andre mennesker, vores omgivelser og livet selv. De fleste af os har i større eller mindre grad oplevet dette. Med lidt held vil de sjæledele, vi har mistet, hurtigt vende tilbage, men nogle gange er vi ikke så heldige. Sommetider kan de ikke finde vejen hjem.

Hvordan sker sjæletab? Sædvanlig vis sker det, når vi går gennem traumatiske oplevelser eller noget, som for os er uudholdeligt. Desværre forekommer traumatiske oplevelser og helt uudholdelige situationer konstant i vores samfund, og vi bliver konfronteret med dem fra vi er børn, og nogle gange til og med fra før vi er født. De fleste af os kender f.eks. mennesker, som er blevet regelmæssig slået, selv som små. Undertrykkende forhold i skolen eller på arbejde kan også føre til sjæletab. Der findes mange andre årsager til sjæletab, og vi har talemåder i sproget, der udtrykker dem klart. F.eks.: "Da min mand døde, var det som en del af mig gik med ham i graven ", - hvis vi bliver udsat for stor fare: "Jeg var ude af mig selv af angst", eller hvis vi mishandles fysisk eller psykisk: "Min sjæl var knust” Ved en skilsmisse, hvor vi føler os forladt og udnyttet: ”Hun stjal min sjæl". Stor sorg bliver nogen gange udtrykt ved at sige: "Det eneste jeg ønsker er at dø".

Et spørgsmål om overlevelse
Disse er altså nogle af måderne sjæletab kan forekomme på. Som Sandra Ingerman påpeger i sin bog Soul Retrieval: Mending the Fragmented Self, så er årsagen til, at det sker sædvanligvis et spørgsmål om overlevelse. Vi har alle vores grænser for, hvor meget vi kan holde til. Men hvad sker der, når vi når vores grænser, når vi ikke kan bakke længere ind i hjørnet? Så er det tid til handling. Men nogen gange, især hvis vi er svækkede, er det simpelthen ikke muligt for os at handle relevant, f.eks. at forlade den voldelige partner. Når dette er tilfældet, vil den sjæledel, der lider stærkest under situationen, forlade os, både for sin egen overlevelses skyld, og for at organismen som helhed, os selv, kan overleve.

Gennem mit arbejde har jeg fundet, at sjæletab oftest forekommer, når vi giver et stykke af vores sjæl bort. Dette gøres ofte i et forgæves forsøg på at beholde forbindelsen til en anden person. Jeg gjorde f.eks. en diagnostisk rejse for en kvinde, og opdagede at hendes far, som havde været død i mange år, havde en vældig vigtig del af hendes sjæl. Efter denne rejse fortalte hun mig, at hendes far døde, da hun var sytten år, og at hun havde været ude af sig selv af sorg. I et forsøg på at trøste hende, havde hendes tante sagt, at hun kunne lægge et foto af sig selv i faderens lomme, før han skulle begraves, og på den måde kunne hun altid være hos ham. Det gjorde hun, og mistede en del af sin sjæl, indtil en rejse var gjort for at hente den tilbage igen. Det ekstra tragiske er, at denne byrde af hendes kærlighed havde hindret hendes fars sjæl i at fortsætte videre, lige til den blev løftet fra hans skuldre. Som i dette tilfælde, er sjæletab ofte forbundet med døden, og i sådanne tilfælde må shamanen arbejde med både de levendes og de dødes sjæle.

Når vi endelig når det punkt i vores liv, hvor vi erkender, at alt ikke er som det skal være, og vi bestemmer os for at gøre noget ved det, så er det tit svært at se, hvor vi skal begynde. Jeg tror, at dette er hovedårsagen til, at mange mennesker i denne ”New Age” tid er søgende. Spørger du en af dine venner ”Hvad er det du søger?” er svaret ofte: "Mig selv". I tusindvis af år har shamanerne hjulpet andre med bogstaveligt talt at finde sig selv, og sjælehentning har været et af hovedværktøjerne i shamanens værktøjskasse.

I flere år har jeg arbejdet sammen med psykoterapeuter for at finde deres klienters mistede sjæledele. Dette er specielt nyttigt, hvis terapeuten forsøger at arbejde med klientens indre barn, og der så ikke er noget barn hjemme! En af mine terapeutvenner beklagede sig næsten, da hun fortalte, at mange af hendes klienter gjorde så store fremskridt efter at sjælen var kommet tilbage, at det bare tog nogle få uger at gen-integrere den. Dermed var deres samarbejde også forbi, og terapeuten havde mistet en klient! Gen-integreringen af en sjæledel kan være en prøvelse, eftersom personen ofte bliver konfronteret med al smerten fra den tid, da sjæle-tabet fandt sted. Men med sjælen hjemme igen får man også al den kraft tilbage, som gør arbejdet muligt. Selvom dette kan være smertefuldt, er det også vidunderligt og utroligt givende, fordi vi må være hele for at kunne være sunde, ved helbred, i ordets dybeste betydning. Vi må være hele for at kunne bevæge os gennem livet efter vores bestemmelse, og vi må være hele for at vide, hvem vi er. Og det er ikke nødvendigt at vente.

Shamanens vej
Shamanen er ofte blevet kaldt "den sårede helbreder". Det vil sige, at shamanen har gennemgået en eller anden form for frygtelig sygdom eller krise. Eller hun har været i dødsriget og overlevet; ja, ikke bare overlevet, men med åndernes hjælp også kommet stærkere og klogere tilbage. Dette indebærer også, at de fleste, som læser denne artikel, har potentiale for at udføre shamanistisk arbejde, for vi har alle stået overfor og gennemlevet tider med smerte og krise.

"Helbrederens vej" er imidlertid ikke en vej, der passer til alle, så mange arbejder shamanistisk uden at bekymre sig om at skulle blive shaman. I stedet tager de, når det er nødvendigt, en rejse for at få hjælp til at træffe en vanskelig beslutning eller for at hjælpe en ven i nød. Andre sammenvæver shamanisme med deres øvrige praktiske og spirituelle arbejde. F.eks. kender jeg en socialrådgiver, der rejser til ånderne for at få råd vedrørende klienter i ekstreme vanskeligheder, og en læge der rejser for at spørge om, hvad der er den bedst mulige behandling for hans patienter. De fleste af dem jeg kender, arbejder shamanistisk for at få kraft til at være den de inderst er, selv i krisetider.

Shamanistisk arbejde giver hver enkelt af os mulighed for at komme i direkte forbindelse med Universets kræfter og modtage dets visdom og kraft uden mellemmænd. Dette er en oplevelse, som giver både styrke og ydmyghed. En sand shaman er et ydmygt menneske, som ved, at hans kraft bare er til låns fra Universet, og det er hans opgave at bruge denne kraft på bedst mulig måde for denne planet, som vi kalder Hjem, og alle dens skabninger.

Og dette er bare begyndelsen......