Der findes mange gåder om sejd, Nordens gamle form for trolddomskunst. Og af alle gåderne er gåden om sejdens ergi den mest hemmelighedsfulde – og misforståede. For i begrebet ergi mødes to dramatiske aspekter ved sejd: Kraften og Omdømmet. Hvad er ergi? Ja, det afhænger af hvem du spørger. De oldnordiske skrifters dunkle omtaler af ergi har affødt en myte der siger, at sejdmænd er kvindagtige og perverse. Enhver der vil studere, endsige praktisere sejd, vil støde på denne myte. Man kan ligeså godt tage livtag med den før som siden. Som moderne sejdkyndig har jeg kun mødt den kvindagtige sejdmand i vikingetidens skrifter– jeg har aldrig mødt ham i sejden selv. Men hvad møder vi da? I denne artikel skal vi se på: Hvad indeholder begrebet ergi? Hvad er det, der faktisk sker i sejden, som kunne opfattes som umandigt og seksuelt skamfuldt af de gamle nordboere? Og hvad kan det betyde for mænds og kvinders sejd i dag?

Sejd og ergi i kildeskrifterne
De fleste folks viden om sejd kommer fra deres læsning af sagaer, Snorres Edda, mytekvadene eller fortolkninger heraf. Og mange har undret sig dybt over de forblommede sætninger om sejdens ergi.Det mest berømte citat stammer fra Ynglingesagas kapitel 7, i beskrivelsen af Odins magiske formåen: ”Endnu en kunst øvede han, det var den, der følger mest magt med, den hedder Seid. Og når denne trolddom bliver udført, følger der så megen ergi med, at mænd ikke uden skam kunne have med den at gøre, og derfor hørte denne kunst ind under gydjerne (præstinderne)” *1). Se noter nederst i artiklen.

Af skrifterne bliver man skriftklog, men næppe sejdkyndig. Det er velkendt, at sagaerne blev nedskrevet århundreder efter de hændelser, de fortæller om, og det er ofte påpeget, at mange af vores kildeoplysninger har vi udelukkende fra Snorre Sturlasons hånd, en kristen 1200-tals lærd. Og med hensyn til sejden – det er kristne skribenter, der beretter om hedensk trolddomskunst, som er forbudt ved lov, i hvert fald på nedskrivningstiden, men ofte også på den tid, historien fandt sted. Det må jo farve beretningerne dybt. Det ved folk godt, og alligevel tager mange mennesker skrifternes bedømmelse for gode varer. Jeg kender for eksempel en mand, der er vældig interesseret i Nordens magiske tradition, og har læst sagaer og eddadigtning. Hans reaktion er: ”Der må jo hæfte noget feminint ved sejden, som gør at mænd skal holde sig fra den.” Skønt det forbudte ved sejden stadig for ham er diffust og mystisk, er konsekvensen håndfast nok: Denne mand holder sig fra sejd. Dette er ikke enestående - mange konkluderer ligesom han, og jeg synes simpelthen det er så ærgerligt.

Hvad er sejd?
Vi må lige, før vi går videre, have et indtryk af, hvad sejd er. For vores emne kan det række at sige følgende: Sejd er en gammel nordisk trolddomskunst med stærkt shamanistisk præg, ja, man kan kalde sejd for den norrøne form for shamanisme. Sejdens udøvere omtales som vølve, sejdmand og sejdkvinde, spåkvinde, eller generelt troldkyndig, mangkundig. De skriftlige kilder nævner mest kvinder som sejdudøvere, men det er slet ikke sikkert det har været sådan altid. For sejden er langt ældre end de norrøne skrifter, langt ældre end vikingetiden. Jeg finder det sandsynligt at den er udviklet og formet i tider med frugtbarheds kult, - hvorfor skal vi se senere. Skrifterne giver os altså bare øjebliksbilleder fra sejdens allersidste tid, og selvfølgelig har sejden undergået ændringer i sin lange levetid.

Sejdens formål falder i to hovedgrupper: Det er enten at hente skjult viden, for med sejden kan man ”spå”, det vil sige se ind i fortid, nutid og fremtid. Eller formålet er at iværksætte en ønsket forandring, gennem at samle kraft og med den påvirke et væsen, en genstand eller et landområde *2). Nogle gange udfører sejdudøveren sejden alene eller med få hjælpere. Andre gange er sejden et stort fællesskabsritual, som Thorbjørgs sejd i Erik den Rødes saga. Man kan gøre sejd for sig selv eller for en klient/ kunde.

Sejdens rituelle form er noget enestående. Redskaberne er sang, stav og sejdhjæl (magisk sæde eller platform) Vølven/ sejdmanden sidder på hjællen med sin stav, omgivet af en kreds af folk, der synger eller kvæder sejdsangen. Denne sang kan være ret ekstatisk i sig selv, og den bærer sejdudøveren ind i en ændret bevidsthedstilstand og åbner døren til ånde- og gudeverdenen. Den sejdende kan enten rejse ud eller kalde ånderne til sig, fremføre sit ærinde og skue vidt. Hvis det er en sejd med mange deltagere, kan den sidenhen have et afsnit, hvor sejdudøveren spår folk én for én. I en sejd med én eller få deltagere synger sejderen sig selv ind i bevidsthedsskift, trance.

Denne grundopskrift kan sammenstykkes af de mange stumper i kildeteksterne. Og den har jeg brugt i adskillige år, med mange forskellige folk og grupper. Sejdens klare shamanistiske træk overbeviser mig om, at det er i overensstemmelse med sejdens natur at udføre den shamanistisk. (Med shamanistisk mener jeg, at det vigtigste af arbejdet foregår i en udvidet bevidsthed, eller fortryllet tilstand, om du vil. Og at man samarbejder tæt med ånder eller naturkræfter.) Dermed har vi også kunnet sammenligne sejd med andre typer shamanistisk praksis, udskille sejdens særegne kendetegn (f.eks. ergi?), og se hvor den har fællestræk med andre typer *3). Bevidsthedsskiftet, trancen i sejden kan være let, eller dyb og ekstatisk. Og i en stærk sejd kan man møde en stor kraft, en urkraft, som man må modtage og hengive sig til for at kunne gøre magisk brug af den, og det bringer os tilbage til emnet, som er ergi.

Ergi i forskningen
Forestillingen om sejdmanden som kvindagtig og pervers er alene vokset ud af begrebet ergi i kildeskrifterne. Du husker Snorres beskrivelse af, hvad Odin kunne med sejd: ”Og når denne trolddom bliver udført, følger der så megen ergi med, at mænd ikke uden skam kunne have med den at gøre…”. Det spørgsmål, som dette og andre lignende citater har rejst igen og igen, er: Hvad er det mon i sejdens udførelse, der er så skamfuldt for (vikingetidens!) mænd? Hvad er indholdet af begrebet ergi?

Oldislandsk ordbog fra 1863 oversætter ergi til usselhed og ondskab. Johannes V Jensen oversætter ergi i citatet herover til liderlighed *4). Folke Ström siger i Nordisk Hedendom: ”det forefaller som om den manlige sejdaren skulle ha likställts med en passivt homosexuel individ”. En moderne amerikansk asatro tilslutter sig den opfattelse at ” ergi is allowing oneself to be ritually humiliated for some magical purpose.” Så er stilen ligesom lagt.

Preben Meulengracht-Sørensen undersøger i sin bog ”Norrønt Nid, forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer” ergi lidt mere analyserende: En del af ergi-begrebets betydning er ”perversitet i seksuel henseende”. En anden betydning er ”troldkyndighed”. Den tredje og vigtigste betydning er ”fejhed, umandighed, blødagtighed”.(side 22-23) Det vil sige at på sagaernes tid betyder ergi en kombination af seksuel perversitet, umandighed og troldkyndighed.

Nu er det min pointe, at af de tre elementer i betydningen er kun ”troldkyndighed” en ”fast” størrelse. Enten er man troldkyndig (dvs man har en faglig kyndighed) eller også er man ikke. De to andre, og langt vigtigere elementer ”seksuel perversitet” og ”umandighed” er meget relative størrelser, udtryk for en kulturel bedømmelse. Det, der blev anset for umandigt og seksuelt perverst i min barndom, er det ikke nødvendigvis i dag. Hele opfattelsen af begrebet ergi står og falder altså med det givne samfunds syn på mandighed og acceptabel seksualitet.

Som før nævnt antager jeg at sejden opstod og fik sin rituelle grundform i den tidligere kultur, som var præget af frugtbarhedsreligion. Hvis ergi fandtes som begreb da, må det have affødt en anden fortolkning, have været positivt ladet. Et samfund med frugtbarhedsreligion har jo i sagens natur en anden opfattelse af hvad passende seksualitet er, den er f.eks. mere synlig og rituelt fejret.

Vikingetidens og sagaernes samfund ”var i meget høj grad bygget på en militant maskulin moral”, som Meulengracht-Sørensen udtrykker det (p.25). Grænserne for hvad en rigtig mand var og måtte, var snævre og skarpe, og konsekvenserne for at overskride dem var katastrofale, som hele niddigtningen er udtryk for *5).

Mænd i kvindeklæder?
Som mange andre var jeg dybt fascineret og mystificeret, da jeg først stødte på forskernes teorier om umandighedsopfattelsen og hvad der fandt sted i sejden, som kunne afføde så stærke reaktioner hos de gamle nordboere.

Nu er der det, at alle religions-historikere og antropologer ved, at der i shamanistiske traditioner rundt om i verden findes mange tilfælde af, at mandlige shamaner tilføjer elementer fra kvindesfæren til deres rituelle dragt og opførsel, og af og til også til deres dagligliv. Set indefra, fra shamanens åndelige perspektiv, er dette ikke så sært, men set udefra, fra de besøgende, observerende forskeres perspektiv, anses det – eller ansås det i hvert fald tidligere – for et ”ganska frånstötande fenomen inom schamanismen” (Strömbäck, s. 195). Dette forhold – nogle mandlige shamaners brug af kvindedragt og kvindetræk i andre kulturer – og udelukkende dette forhold har fået en del forskere til at foreslå, at det må være det, der finder sted i sejden og påkalder sig vikingernes afsky. ”Udøvelsen af den hedenske trolddom, sejd, omfattede så vidt vi kan se, seksuelle handlinger og tabuoverskridelser, bl.a. at mænd optrådte som kvinder” (Meulengracht-Sørensen, s. 23). Det er rigtig nok, at med hensyn til kvindeklæder findes der eksempler på ergi-beskyldninger ved crossdressing i kildeskrifterne, men netop ikke i forbindelse med sejd. For eksempel udbryder Thor: ”Mig ville aser kalde arg, om jeg lader mig binde i brudelin”, men han sejder jo ikke samtidig.

Kort sagt: Det er vikingetidens opfattelse af ergi, som siden skærpes af de kristne skribenter og af stærkt værdiladede oversættelser, samt udbygges af forskernes tolkninger, der har skabt og overleveret os billedet af den kvindagtige sejdmand. Men der er stadig ingen klar viden om, hvad begrebet ergi egentlig indeholder i forhold til sejdens praksis. Så langt kan vi komme med skrifter, og ikke længere.

Ergi i praksis
Derfor var jeg meget spændt på hvordan det, der benævnes ergi, ville vise sig i vores nye sejd praksis. For hvis det er rigtigt at ”når denne trolddom bliver udført, følger der så meget ergi med…”, så måtte ergi jo manifestere sig på en eller anden måde. Opgaven var at finde ud af hvad der faktisk sker i sejden, som ville kunne fortolkes som umandigt eller seksuelt forkert af vikingerne.Og efterhånden, gennem årene, har der vist sig nogle karaktertræk i sejd oplevelserne, som kan give en indholdsmæssig forståelse af ergi: For det første er der kraften. I en stærk sejd kan man møde en mægtig, utæmmelig kraft, en naturens eller jordens kraft, som også kan have et erotisk islæt. Urkraft, eros, eller bare livskraft har jeg ofte kaldt den. På oldnordisk hedder den megin: Jorden har jardarmegin, Thor har ásmegin. Det er den, man har at gøre godt med i sin sejd, og den mest formålstjenlige måde at møde den på er gennem accept og samarbejde, at overgive sig til den, ride med på dens bølge. Denne kraft kan strømme gennem sangen, én selv eller staven. På oldnordisk rummer ordet oðr denne kraftens gennemstrømning. Oðr kan oversættes f.eks til sindsbevægelse, eller ”bevidsthedens og følelsernes sus” *6).

Megen shamanistisk arbejde og herunder sejd indebærer en frivillig misten kontrol, eller medfører en laden sig rive med, en ekstase. Jeg forstår ekstase som en tilstand, hvor man har givet så meget slip på ego og kontrol, at livets kraft kan strømme uhindret gennem én. Og det er ikke vanskeligt at se ekstasens erotiske eller seksuelle side.Kort sagt: At sejde indebærer et frivilligt tab af kontrol, en ekstatisk hengivelse, hvor man modtager urkraften inklusive dens erotiske side, lader den strømme igennem sig og udtrykker den i magisk handling. Det er såmænd dette, vikingetiden anså for seksuelt perverst og noget som ”mænd ikke uden skam kunne have med at gøre”. Det forbudte er tabet af kontrollen, for en rigtig mand behersker situationen, og hengivelse kunne opfattes som lig med (seksuel) underkastelse *7). Så det er rigtig nok, at hvis en mand af den tid og kultur ville tage fuldt del i en sejd, så betød det, at han havde overskredet mandighedens grænser. Det fremgår klart. Men der er intet, hverken i vores ny praksis eller i skrifterne, der peger på eller godtgør, at han derfor skulle have været homoseksuel eller sejde i kvindeklæder *8).

Den forståelse af ergi, som vi nærmer os her, er langsomt groet ud af den eksperimenterende sejdpraksis, og har efterhånden udkrystalliseret sig i ord: Sejdens ergi er den ekstatiske gennemstrømning og magiske brug af urkraften. Da denne forståelse dæmrede for mig, var min første reaktion: Er det bare det? Er det ikke andet? Hvad er al den ståhej om ergi så for? Dette er jo en bemærkelsesværdig, næsten skuffende udramatisk definition i forhold til de gængse forventninger om orgier og obskøniteter. Det ændrer dog ikke på at selve oplevelsen af ergi kan være meget intens. Men de sidste ti år har jeg også fået stor ydmyghed for det kraftfulde, sælsomt poetiske ved ergi. Ergi er uløseligt knyttet til ekstasens opløsning af grænser, den mystiske forening af ting, der i dagligdagen er adskilte. For mig er ergi sejdens esoteriske mysteriekerne.

Ergi i tantra, shamanisme og frugtbarhedskult
Fra mine første møder med sejden har det anet mig, at vi i sejdens ergi skimter et nordisk sidestykke til energihåndteringen i tantra, den ældgamle østlige tradition. Også tantra-udøveren indvies i en spirituel-magisk kunnen, hvor man opøves i at håndtere seksualkraften gennem bevidst hengivelse og at kunne rumme mere og mere energi. Forskellen mellem de to er at sejdudøveren desuden har en opgave at udføre og derfor lader kraften strømme målrettet videre til det valgte emne.

Ergi, som jeg forstår begrebet, understreger dermed også sejdens shamanistiske karakter og ekstatiske natur. Og ergi er ikke forbeholdt sejd alene. Hvis Snorre havde overværet en sibirsk shaman i aktion i 1700-tallet, eller en samisk noaide seance, ville han også have konkluderet, at ”med deres trolddom følger der meget ergi”. Enhver shamans tab af kontrol, ekstatiske riden på energien ville have forekommet nordboerne umandigt og seksuelt anstødeligt. Strömbäck er også inde på den tanke, når han foreslår: ”En tillräcklig anledning för nordbornas föraktfulla omdöme om sejden kunde ju ock tänkas ligga i dess extatiska metod.” (s.196) Det skal dog også siges at en sejd – især spådomssejd – sagtens kan være virkningsfuld og bevægende uden dyb ekstase eller ergi, det kommer helt an på opgaven. Så ergi er hverken noget at frygte eller at stræbe efter.

Ergi – vel at mærke oplevelsen af ergi indefra – er noget, der (nogen gange) følger med at sejde, og er altså en del af sejdens karakter eller profil. Alt ståhejet opstår, fordi opfattelsen af ergi udefra er kultur-relativ, afhængig af det givne samfunds syn på mandighed og passende seksualitet. Det ikke svært at se at ergi, som et fortættet billede af sejdens energihåndtering, holder sig helt indenfor grænserne af acceptabel opførsel i kult og ritual i en frugtbarhedsreligion. Faktisk bliver ergi nok den vigtigste indikator på at sejden åndeligt og rituelt er opstået og udviklet indenfor frugtbarhedskult, måske i ritualer omkring vane-guderne eller deres forløbere.

I tiderne med agerbrugsreligion var ergi altså i overensstemmelse med gældende kultur og ikke noget særligt. I vikingetiden derimod kom ergi på tværs af de herskende normer, men det behøver vi jo ikke tage os af i dag. Forhåbentlig er vores opfattelse af maskulinitet og acceptabel seksualitet en anden og mere rummelig end saga-samfundets.

Sejden af i dag og i morgen
Sejden er taget op og praktiseret internationalt i snart tredive år i forskellige grupperinger. (Se igen note 3) En ting er meget tankevækkende. Hos de folk/ grupper, der har oplevet sejden i praksis uden eller før de har læst de oldnordiske skrifter – og det er mest de folk, der starter fra shamanistisk grundlag – er der ingen bekymring om umandighed. Begrebet ergi kan ikke få nogens pis i kog, hvis man overhovedet har hørt om det, og i praksis vurderes ergi positivt. I de amerikanske og europæiske asatro sammenhænge, hvor folk har læst skrifterne før de møder sejden ”live”, er der megen diskussion om ergi. Der er – eller har været – en stærk tendens til at overtage skrifternes bedømmelse af sejd og ergi, og ”mandlige sejdere bliver således genstand for hån og spot om ergi” (Blain 1999:113 plus diverse hjemmesider på nettet).

Jeg sætter ikke dette op som shamanistisk kontra asatro indfaldsvinkel, så langtfra. Det afgørende er om man møder sejden selv indefra og er tro mod sin egen oplevelse, eller møder sejden udefra gennem de ergi-angste beskrivelser, og tror på dem. Den ny sejd er stadig i sin formende fase. Derfor er det vigtigt hvilke skridt vi vælger at tage nu. Den amerikanske udvikling synes mig tragisk. Jeg ber til, at moderne, nordiske mænd har mod til lære sejden at kende ansigt til ansigt, snarere end at slå sig til tåls med gammel propaganda. Sejden er vores egen, en helt unik nordisk tradition, og den tilhører både kvinder og mænd.

Artiklen er oprindeligt skrevet med titlen ”Rigtige mænd tør vel sejde” 2009. Redigeret 2016, med megen tak til Henning Kure for gode diskussioner og hjælp.

Noter:
1) Ergi citatet er fra Ynglingesaga, kap 7. Johs. V. Jensens oversættelse (med mine ændringer for at gøre oversættelsen mere bogstavelig.)
2) Der eksisterer en anden, indflydelsesrig misforståelse om forandrings-sejd: Især i ældre forskning kaldes den sort, forgørende sejd, og sejd som sådan præsenteres som skade-voldende magi. Det holder heller ikke vand, men det er en helt anden historie.
3) To andre netværk, hovedsageligt, var pionerer i udviklingen af den ny sejd i mange år. Det ene er det shamanistiske netværk Yggdrasil i Sverige, hvor jeg selv i sin tid blev praktisk indført i sejden. Deres rituelle form ligner meget den jeg har beskrevet, men de bruger ofte også trommer samt ritualer, der relaterer til nordisk gudelære. Det andet er Hrafnar omkring Californien og andre nordamerikanske og britiske asatro samfund eller foreninger. De har en meget mere udviklet ceremoniel liturgi med eddatekster osv, og guidede rejser for alle deltagerne. De bruger sang, tromme, og sejdhjæl, men ofte ikke stav. (Paxson) . Jeg har ikke brugt trommer i sejd, eftersom kun én reference, i Lokasenna, udelukkende baseret på en tvivlsom oversættelse kunne pege på brug af tromme. Og jeg har ikke anvendt oldnordisk liturgi.
4) Ergi skulle stamme fra indoeuropæisk *ergh `ryste, ophidse´ (Henning Kure i personlig korrespondance). Arg af argh ´ond, slet, liderlig´ afledt af indoeuropæisk *org’hi- `nosse´. På nutidig dansk har vi stadig ord som arrig, ærgre sig, forarge, ærke-.
5) Vikingetidens nid-digtning fortæller os mere om ergi udenfor sejden. Ergi, og de tilhørende tillægsord arg i maskulin og örg i feminin er meget nedsættende ord med seksuel grundbetydning. Brugen af disse ord mod en anden i nid ansås af loven for ligeså alvorlige som voldtægt og drab. Den ældste islandske lovsamling Grágás giver den forurettede ubetinget ret, og dermed i realiteten pligt, til at hævne sig med manddrab for beskyldninger for ergi. For mænd betyder ergi-beskyldningen ofte at være den ”passive” eller ”kvindelige” part i et homoseksuelt forhold (som i nidverset ”Biskoppen har født ni børn, Thorvald er far til dem alle”). Hvis ergibeskyldningerne rettes mod en kvinde, er det i betydningen at være for meget seksuel eller dyrisk seksuel, og de eneste, jeg kender til, er rettet mod Freja.
6) Megin defineres af Folke Ström således: ”megin betecknar den immanenta kraft, som innebor i [alle stor naturkræfter/ -væsner ] som ger dem deras specifika potens och möjlighed att förverkliga sin bestämmelse.” (s.99). Ordet oðr (der også indgår i Odins navn) definerer Henning Kure som sindsbevægelsen, som ”følelsernes og bevidsthedens sus”. (s. 299) Og han tilføjer at oðr”har betydninger der kredser om ekstasens forbindelse med bevidsthed” (i personlig korrespondance).
7) Man hengiver, overgiver sig til kraft, og man underkaster sig magt. Det er kun hvis man ser overgivelse som underkastelse, at ergi bliver et problem for ens ære eller integritet. I den sejd og shamanisme jeg udøver, er grundholdningen samarbejde med ånder, kræfter og guder. Med den holdning bliver det underordnet om man rider på kraften eller om man bliver redet af kraften, sålænge man kommer frem.
8) Hermed siger jeg ikke at sejderen omvendt skal være heteroseksuel. Det er der heller ikke noget der godtgør. Jeg siger bare at det er underordnet. Jeg har haft folk af både hetero- og homoobservans på sejdhjællen, og de sejder hverken værre eller bedre end hinanden.

Litteratur citeret:
Blain, Jenny. 1999. Seidr as Shamanistic Practice: Reconstituting a Tradition of Ambiguity. I: Shaman, vol. 7, number 2. Red: Mihály Hoppál, pp 99–121. Budapest: Molnar & Kelemen Oriental Publishers.
Kure, Henning. 2010. I begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen. Gyldendal.
Paxson, Diana L. 1995. "The Return of the Völva: Recovering the Practice of Seidr". I: Gimle, Tidskrift för shamanism, myt og magi 23. Stockholm: Gimle Förlag.
Ström, Folke. 1985. Nordisk Hedendom: Tro och sed i förkristen tid. Arlöv: Berlings. Første udgave 1961.
Strömbäck, Dag. 1935. Nordiska Texter och Undersökningar 5: Sejd: Textstudier i nordisk religionshistoria. Stockholm, Hugo Gebers Förlag.
Sørensen, Preben Meulengracht. 1980. Norrønt Nid: Forestillingen om den umandige mand i de islandske sagaer. Odense Universitetsforlag.

HVIS DU VIL VIDE MER OM SEJD -

LÆSNING:
Ud over de ovenfor nævnte værker
Britt Solli: Seid – Myter, sjamanisme og kjønn i vikingenes tid. Pax forlag 2002
Neil S. Price: The Wiking Way – Religion and War in Late Iron Age Scandinavia. Uppsala universitet 2002.
Galina Lindquist: Shamanic Performances on the Urban Scene – Neo-shamanism in contemporary Sweden. Stockholm Studies in Social Anthropology 1997
Kort indføring i sejd og anden nordisk trolddom, i populær form , i Annettes bog Jorden Synger. Naturens kraft og nordiske rødder. 2005 og 2014.Se www.JordenSynger.dk