OM KØN - shaman on the edge of gender

EFTERÅR 2019 - af ANNETTE HØST

Der er i tiden megen diskussion om køn. Om ”hun”, ”han” og alt derimellem og derudover. Hvad har de shamanistiske traditioner at byde på af indsigter og erfaringer i dette emne? Shamanen, eller den troldkyndige,  er én, der i sit virke rejser frit mellem verdenerne. Én der overskrider – ja, nu og da opløser – grænserne mellem steder, tider, arter – og køn. Det findes der mange beretninger om fra ”klassiske” shaman-traditioner; beretninger om at blive ét med til sit kraftdyr og sanse alting gennem dets øjne. Eller om at forenes med sin åndelærer og for en tid opleve verden udfra et andet køn end sit vante. Sådanne oplevelser er tidløse, de gælder ikke kun shamaner fra gammel tid- -nogle af jer har haft tilsvarende oplevelser på jeres sjælerejser og fortryllede møder i naturen.

I en del shamanistiske kulturer får sådanne oplevelser også fysisk-magisk udtryk i denne virkelighed: For eksempel har nogle mandlige sibirske og nepalesiske shamaner haft kvindeskørt som en del af deres rituelle dragt, eller har indlemmet andre træk fra kvindernes sfære. Og hos nogle Inuit i Alaska omfattede oplæringen til shaman også at skulle leve som det andet køn i en periode.  Formålet er i begge tilfælde at shamanen spænder over begge – eller alle – køns erfaring og særlige styrke, og dermed bliver mere hel, mere kraftfuld og viis i sit spirituelle virke for sin menneskeflok.

Denne slags traditionelle praksisser har fået nogle forskere til at bruge udtryk som ”Shaman on the edge of gender” eller ”Shamanen som Det Tredje Køn”.  Det betegner i mine øjne ikke et fast tilhørsforhold til at være ”tredjekønnet” eller anden køns-kategori.  Snarere handler det om at kende til kønnenes omskiftelighed – eller sommetider at rejse helt hinsides køn  - alt afhængig af ens opgave. 

Mine egne livsoplevelser i shamankunsten, især sejden, har mange gange udfordret mit syn på køn og seksualitet. Og allerede for mange år siden ført mig hen mod de større muligheder, som findes i bevægeligheden mellem kønnene og udover dem. Der føler jeg mig tilpas. Derfor taler jeg f.eks ikke så meget om troldkvinder og troldmænd. Jeg siger hellere bare troldkyndig, for så slipper vi for stereotype kvinde/mand- forventninger.

Samtidig har jeg i de år jeg har undervist, oplevet hvordan vores kulturs tendens til hurtigt at beskrive noget (ting, væsner, kvaliteter, ja endda farver) som maskulint eller feminint, er taget til, også i shamanistiske kredse. Så hvis du har været på kursus med mig, har du nok oplevet at jeg har opfordret jer til at finde mere præcise, nuancerede ord for jeres aktuelle oplevelse, snarere end at ty til den overordnede feminin/maskulin etiket. Ikke for at indføre et politisk korrektheds tabu, men for at kunne udforske verden mere årvågent, førstehånds. Vi kan spørge os selv i hver konkrete oplevelse med ånderne, med naturen, og med hinanden, om det overhovedet er relevant eller hjælpsomt at inddrage køns-betegnelser lige her? Fører det os mod en dybere forståelse? Eller står det i vejen?

Derfra begynder opdagelsesrejsen, hvor jeg er fri til at være menneske først og fremmest. Et menneske der kan danse frit med Kraften og Mysteriet. I den shamanens dans, hvor småting som køn og art falder væk.